En cowboy krydser mit spor

Når jeg til daglig sidder og laver søgemaskineoptimering for vores kunder i SEOnord, sker det typisk på en fast aftale, som betyder at vi laver SEO på kundernes sites. Det betyder at kunderne ikke bare får en rapport der samler støv i skuffen – De skulle også meget gerne få lavet de ting der giver bedre placeringer.

Indtil for et par måneder siden lavede jeg sådan en aftale med en bindingsperiode på 6 måneder – For jeg laver en del i opstarten, og væsentlig mere end den månedlige betaling ville kunne dække. Men det fik en henvendelse fra en potentiel kunde lavet om på.

Hun ville nemlig meget gerne købe søgemaskineoptimering hos mig, og havde næsten sagt ja. Imidlertid skulle hun lige opsige sit abonnement hos et københavnerbureau – Hvis navn jeg ikke vil spilde spalteplads på her – Men de er ikke kendt i vide seo-kredse, faktisk tror jeg, at det mest er adwordskunder de malker.

Men denne potentielle kunde måtte vende tilbage med den besked, at da der var 1 års opsigelse på hendes aftale hos københavnerne, havde hun ikke råd til at købe hos mig også. På daværende tidspunkt havde hun iøvrigt været hos “bureauet” i 6 måneder – Uden at der var kigget på vigtige ting som eksempelvis titles – Faktisk kunne hun ikke rigtig fortælle hvad man havde lavet på sitet – og det afspejler placeringerne da også.

Jeg synes seriøst at det er for vildt, at man binder folk i så lange perioder, og jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at gøre det – Inden denne henvendelse havde jeg fået flere kontakter, hvor folk har givet udtryk for, at de ikke er interesseret i at indgå lange aftaler, og det kan jeg sagtens forstå.

Ved noget så luftigt som søgemaskineoptimering er det meget nemt at lave aftalen, sende en faktura og så læne sig tilbage. Hvis man så ikke kan levere resultater kan man jo altid bare binde folk på slavelignende kontrakter.

Ovenstående oplevelse har betydet, at der nu ikke længere er bindingsperiode på en aftale hos os, selvom vi kører med en fast lav pris, og uden opstartsgebyrer – Hvorfor? Fordi jeg ikke vil sættes i bås med den slags metoder. Min erfaring er nemlig, at folk bliver sgu hængende hvis man kan levere resultaterne. Kan vi ikke levere placeringer, er det jo også rimeligt at folk finder en anden leverandør.

Så mit råd skal være: Lad nu være med at indgå disse lange aftaler, med mindre du kan komme ud af dem uden problemer, hvis bureauet ikke leverer de lovede resultater.

Hvad mener du? Er der for mange cowboys og annoncehajer i adwords- og SEObranchen?

8 Responses to “En cowboy krydser mit spor”

  1. Brian Reinhold Jensen January 23, 2012 at 10:32 pm #

    Helt enig, jeg møder også kunder der er bundet af den slags abonnementer, uden at vide hvad de får for det.

    Jeg kører også uden bindingsperiode, dog er der nogle ydelser der betales for tre måneder ad gangen.

    /Brian

  2. Lars January 24, 2012 at 12:11 am #

    Hvis du kan give værdi i 12 måneder er der vel ikke noget i vejen for en 12 måneder aftale.

    Men jeg hører også mange historier om dårlige lange aftaler. For et par måneder siden skrev jeg selv om et andet “cowboy seo trick”:
    http://www.mronline.dk/hvorfor-bruger-seo-firmaer-skyggesider

    Vi kan altid sige at det er kunderne der skal være mere kritiske. Men det er svært når de ikke de kender til det de køber, og ikke selv har viden til at gennemskue hvad der er godt og skidt.

    Et lille råd herfra er at sørge for at opsætte delmål i samarbejde med sin konsulent.

  3. Rosenstand January 24, 2012 at 12:52 am #

    Velkommen i klubben, Per! Siden vi begyndte med SEO omkring årsskiftet 1998/99 og til dato har vi aldrig haft nogen bindingsperiode af nogen art – og vi skal heller aldrig have det.

    Hvis en leverandør leverer varen – og en kunde opfører sig ordentligt – har vi jo den bedste kontrakt i verden allerede der :-) Så er bindingen baseret på tilfredshed og godt samarbejde – og hvem har lyst at bryde det?

  4. Kim Jørgensen January 24, 2012 at 7:40 am #

    Jeg ser det også jævning. Dog ikke lige så meget som for bare et år siden.
    Jeg kører heller ikke med bindingsperiode, men 1 mds opsigelse.

  5. Jimi Hove January 24, 2012 at 8:12 am #

    Godmorgen,

    Der fik jeg faktisk kaffen galt i halsen, og det er ikke engang en klichè, tog faktisk en tår da jeg læste det.. og grinte.

    Jeg siger til mine kunder, i begge de firmaer jeg driver, at de kan sige mig op med 1 minuts varsel , hvis de vil det. Hvorfor skal vi hænge på hinanden , hvis vi ikke er tilfredse ?

  6. Søren Sprogø January 24, 2012 at 9:54 am #

    Fuldkommen enig!

    Men så længe der findes kunder, der er villige til at betale for katten-i-sækken, og så oven i købet binde sig i 12 måneder, så findes der cowboys.

    Jeg må ærligt indrømme at jeg har minimalt medlidenhed med dem, der hopper på sådan et tilbud. For al normalt fornuft er godt nok tilsidesat, ingen steder i den fysiske verden ville man indgå sådan en aftale. Selv ved mobilabonnementer, er du rimeligt sikker på at få noget for pengene.

    Hvis man skal vende det til noget positivt kan man sige, at det er med til lynende hurtigt at uddanne de kunder, der hopper på den. Og giver en god debat om, hvad en god SEO-aftale består af.

    Plus kunder, der har været i kløerne på en cowboy, plejer at være ekstra taknemmelige for en god og transparent service :-D

  7. Rasmus Himmelstrup January 24, 2012 at 11:34 am #

    Der er desværre stadig rigtig mange cowboys – og der er kommet flere til inden for de seneste par år.

    Problemet er ofte at aftaler over 12 måneder hænger sammen med no-cure no-pay aftaler, som kunden sjældent vinder ved. Så kan Hr. cowboy slappe af de første 6 måneder – foretage nogle hurtige optimeringer i de sidste år score kassen på nogle få søgeord. Placeringer der sandsynligvis stille og roligt forsvinder efterfølgende. Igen – det vinder kunden ikke på.

    Hvis du er kunde: få Hr. cowboy til at opsætte nogle målsætninger tidligt i processen og sørg for, at de bliver evalueret løbende. Hvis ikke de nogenlunde er indfriet efter de første par måneder – skal i nok ikke forsætte samarbejdet.

    Det meste er netop transparent online – og derfor bør SEO eller AdWords virksomheder heller ikke være bange for at vise arbejdet. Hvis det er tilfældet – så find en anden leverandør..

  8. Bjarne Ravn January 24, 2012 at 7:11 pm #

    Markedet er oversvømmet af hjemmesidesnedkere og SEO-cowboys, der ikke mestrer selv de mest simple principper for opbygning af hjemmesider og SEO-arbejde. Nogle er svindlere mens mange bare er velmenende amatører.
    Kunderne forstår intet af, hvad der foregår og har vanskeligt ved at sætte sig ind i det omfattende arbejde, det er at bygge en hjemmeside, der giver afkast. Og derfor heller ikke vil betale for det.
    Du kan hver dag blive tilbudt en hjemmeside for 3-5000 kr., men den vil kun blive en udgift.
    Kun ved at følge med på Amno, debatfora, nyhedsbreve etc. kan man følge lidt med i, hvem der kan deres metier. Hvor mange kunder gør det?

Leave a Reply