En af de første ting du skal igennem for at kunne lave en ordentlig søgemaskineoptimering, er at du skal have lavet en søgeordsanalyse. Det er nemlig ikke sikkert, at du bruger de samme udtryk om dine ydelser eller produkter som dine kunder.
Lad os antage at du er coach – måske endda med speciale i håndtering af stress? Så vil du sikkert mene at det vil være guld værd at blive fundet på søgningen “stresscoach” – og du lægger så alle dine kræfter i at blive fundet på dette ord.
Det betyder at du optimerer dine sider til netop søgeordet stresscoach. Ifølge Google’s søgeordsværktøj kan det da også være en rigtig god ide – Der er nemlig 390 eksakte søgninger på ordet “stresscoach” om måneden. Men hov! Lidt længere nede blandt alle de mange ord finder vi et andet ord: Nemlig ordet “stresshåndtering”.
Her ser vi at der er 3.600 der søger på det ord om måneden. Havde du gået rundt i din egen lille stresscoach-verden, uden at sætte dig i kundernes sted, ville du altså gå glip af muligheden for en eksponering der er op til 10 gange så stor.
Lang hale på kort bane
Når du starter med optimering af din hjemmeside, kan du med fordel gå efter det, som i SEO-kredse kaldes “long-tail keywords”. Det er søgninger der består af 2, 3 eller flere ord. Ideen i at jagte de såkaldte long-tail keywords er, at der godt nok er færre søgninger på disse, men til gengæld er det også noget nemmere at komme til at ligge godt i søgemaskinen, hvis du optimerer til disse long-tail keywords.
En lille sidegevinst ved long-tail er endvidere, at de typisk konverterer bedre end 1 og 2 ords søgninger. Ligger du godt på “bukser” kan du forvente en dårligere konvertering, end hvis du ligger godt på “billige blå bukser” – Især hvis du også har billige blå bukser på lager. Så vil du have succes med SEO på kort sigt skal du jagte den lange hale.
Dermed ikke sagt at du ikke skal gå efter trofæ-ordene – Dem kan du have som langsigtet mål – Her og nu gælder det om at få nogen kunder ind i biksen, som også lægger en ordre. Man kan jo ikke betale i banken med surfere, der bare oser rundt efter “børnetøj”.
Lav din egen søgeordsanalyse
Når du skal i gang med din første søgeordsanalyse, er det vigtigt at du holder tungen lige i munden, og ikke arbejder for bredt. Der bliver nok at holde styr på. Derfor: udvælg en enkelt produktgruppe eller serviceydelse, indtil du bliver mere sikker på hånden, for du kan godt komme til at tumle med rigtig mange ord.
I det følgende vil jeg ikke rode for meget med kaffemaskiner – Det har andre gjort så rigeligt, men vi mangler jo noget at komme vores kaffe ned i. Så lad os forestille os at vi sælger krus i forskellige afskygninger. Du kan godt finde gode gamle Excel frem, for det bliver dit foretrukne værktøj til søgeordsanalysen. Derudover skal vi igennem et par andre værktøjer også, men mere om dem senere.
1: Få grundlaget i orden
Det første vi skal bruge, for at komme i gang med søgeordsanalysen er vores hjerne – og gerne kundernes. Tag og skriv alle de udtryk og søgninger ned, som du kan komme i tanke om, som vedrører krus, kaffekopper osv., som folk kan tænkes at søge når de skal købe sådan nogen. Du skal også høre efter når dine kunder ringer eller skriver mail, for de kan nemlig give dig guld. Nedenstående er mine indledende bud på søgninger når folk skal have noget til kaffen:
- kaffekopper
- kaffekrus
- krus
- kaffekopper på nettet
- flotte kaffekopper
(Ja, jeg ved det, jeg er ikke særlig kreativ når det gælder kaffekopper, men så har jeg forhåbentlig nogen kunder der kan hjælpe, eller måske kan jeg få et bud, hvis jeg spørger mine venner på facebook?)
Nå, ind i vores regneark med de ord som vi kommer frem til her.
2: Rundtur på nettet
Nu er vi jo nok ikke de første i denne verden der sælger kaffekopper, så måske har vores konkurrenter nogen gode udtryk, som vi ikke selv har tænkt over. Derfor: Lav nogle søgninger på Google efter kaffekopper, kaffekrus osv., og besøg så konkurrenterne. Måske har de fundet nogen rigtig gode udtryk som de bruger om deres kaffekopper? Ind i regnearket med dem!
Du kan også bruge eksempelvis søgeresultaterne til inspiration, eller som jeg nævnte ovenfor: Spørg på facebook, hvad dine kunder eller venner ville søge, når de skulle søge efter kaffekopper.
Fandt du nogen gode søgeord? Ind i regnearket med dem, så vi kan komme videre til næste skridt. Du vil formentlig have en hel del søgeord der kun består af 1 eller 2 ord, dem skal vi gerne have lavet til long-tail – For det er jo dem vi jagter lige nu.
3: Tjek dine søgeord
Når du har fået lavet dig en god lang liste med søgeord relaterede til dit produkt, i dette tilfælde kaffekopper, skal du have undersøgt hvor mange der søger på disse. Til det skal vi bruge Google’s søgeordsværktøj. Du skal nu kopiere dine søgeord ind i feltet, og selvfølgelig lige vælge sprog og geografi, men som standard skulle det stå til dansk. Når du nu trykker på søgning, får du en liste med dine søgeord – og du kan se hvor mange der søger på disse hver måned.
Bemærk at de tal du som standard får ved søgningen er “brede søgninger”. Det er altså ikke søgninger på det eksakte søgeord, men søgninger hvor søgeordet indgår – Altså et tal for søgninger på selve søgeordet og long-tail søgninger. Det er godt nok i denne omgang, idet vi netop skal bruge et tal for totalt antal søgninger på et givent udtryk eller søgeord.
Når du ser resultatet, vil du bemærke at det er delt i to. Øverst ser du tal for de søgeord og sætninger som du har indsat, og nederst ser du tal for relaterede søgeord. Disse er værd at bemærke, da der kan gemme sig mange gode søgeord her.
Ud fra de tal, kan du nu udvælge nogle søgeord som du vil arbejde videre med. Du skal kigge på antallet af månedlige søgninger, og vælge søgeord som både er relevante for dig, men som samtidig har et vist volumen i søgninger. Der er jo ingen grund til at optimere til noget der ikke søges på.
Rent praktisk skal du nu udvælge dine søgeord, og enten oprette et nyt regneark til hver, eller oprette faneblade i regnearket, hvor du har hvert enkelt “hovedord” – For det skal nemlig raffineres. Du skal nu have omdannet dine kaffekopper, kaffekrus og hvad du ellers har til long-tail søgeord. Processen her ligner meget den indledende, blot skal du have fokus på at det skal være relateret til det udvalgte, brede søgeord.
Lang hale til kaffekopperne
Du skal igennem processen med alle dine udvalgte søgeord, men for nemheds skyld arbejder jeg her kun med et enkelt, nemlig kaffekopper.
Start med at søge i google’s søgeordsværktøj, nu kun med ordet “kaffekopper”. Put søgeordene fra resultatet ind i regnearket under “kaffekopper”.
Søg på Google på “kaffekopper” – Er der brugt udtryk hos konkurrenterne indeholdende kaffekopper? Ind i regnearket
Brug værktøjet Übersuggest. Indsæt “kaffekopper”, vælg dansk, og lav en søgning. Er der gode søgudtryk? Så’ det ind i regnearket. Med Übersuggest får du en lang række forslag, som hentes fra Google’s suggest funktion. Det er altså noget, som folk har søgt, når de leder efter kaffekopper.
Undersøg potentialet i dine lange haler
Efterhånden får du nu opbygget en lang liste med søgesætninger, som alle indeholder kaffekopper. Nu skal du finde ud af, hvor mange der egentlig søger på disse, og hvor stor konkurrence der er på at ligge i søgemaskinerne på disse søgeord.
Til at undersøge hvor mange der søger, skal du igen bruge Google’s søgeordsværktøj. Kopier hele kolonnen fra dit “kaffekop”-regneark ind i søgefeltet på søgeordsværktøjet. Husk at sætte flueben i “Vis kun idéer med nær tilknytning til mine søgeudtryk” og ude til venstre skal du lige markere søgeordstypen til at være [eksakt]
Når du nu trykker på “søgning”, får du tal for hvor mange der søger på den eksakte sætning. Dog med forbehold, søgeordsværktøjet har visse unøjagtigheder. Endelig skal du også lige undersøge, hvor meget konkurrence der er på hvert enkelt af disse udtryk. Med konkurrence mener jeg: Hvor let/svært er det at komme til at ranke på udtrykket i søgemaskinen.
Undersøg konkurrencen
Når du skal undersøge konkurrencen på et givent søgeudtryk, må du vurdere hvor meget du vil gå i dybden, men heldigvis findes der værktøjer der kan give dig et populært tal, som du kan foretage en vurdering ud fra.
Det som du skal bruge tal for, er antallet af indgående links til de sider der ranker på søgningen, hvor godt er de optimeret til søgeordet osv. Det kan være et slid at undersøge manuelt, og jeg vil anbefale at du bruger et værktøj til det.
Desværre er det bedste værktøj ikke lige det billigste, men du bør alligevel tage et kig på SEOmoz’s værktøj, som kan give dig et tal for konkurrencen på et givent søgeord. Du kan få den første måned gratis, så du kan nå at få lavet et par søgeordsanalyser inden du skal betale for adgang. Det er muligt at der findes tilsvarende gratis værktøjer, så må du meget gerne skrive en kommentar herunder.
Udvælg – og optimer
Det sidste skridt i din søgeordsanalyse er, at du nu skal have udvalgt de longtail søgeord som du vil arbejde videre med, og ikke mindst de sider der skal optimeres til hvert enkelt søgeord. Mere om det i et kommende blogindlæg.
Har du selv nogen gode fif til søgeord? Så smid en kommentar herunder.