Er der noget sjovere end at sidde her i juli måned og planlægge julesalget? Måske, men hvis du ikke har sider der er målrettet til de søgninger folk laver i december, så er det nu du skal i gang.
Fra du sætter en side online, til den kan forventes at ligge godt til i søgemaskinerne kan der nemlig godt gå flere måneder, især hvis du går efter de mere konkurrenceprægede termer. Derfor er det en rigtig god ide at arbejde lidt målrettet med tingene, så du ikke bliver overrasket, når julen nærmer sig – For hvis du først tænker juleSEO når nisserne kommer i butikkerne er du nok for sent ude.
Jamen, jeg har ikke lyst til at have nisser på min hjemmeside året rundt
Det behøver du sådan set heller ikke. Hele hemmeligheden ligger i kampagnesider – Det vil sige sider, som ikke nødvendigvis kan tilgås via. din normale navigation, altså menuen. I stedet skal du oprette links fra brødteksten forskellige sider på din hjemmeside – og fra eksterne hjemmesider. Her følger mit forslag til en fremgangsmåde:
Find de julede søgninger
Som ved al anden søgemaskineoptimering gælder det, at du skal have lavet en søgeordsanalyse, så du ved hvad folk søger efter. Søgeordsanalysen har jeg skrevet om tidligere, så den vil jeg ikke bruge tid på her – Se hvordan du kan snedkerere en søgeordsanalyse. Når du laver din research til søgeordsanalysen kan din analytics være en god hjælp – For måske havde du skrevet om juletilbud sidste år, som oven i købet sendte besøgende til din side – Hvad søgte de på dengang? Det kan du måske få et hint om i din statistik.
Det kan også være en god ide, at kigge forbi nogen af de mange juleblogs, som ligger derude hele året – Er der brugt vendinger på dem, som du kan bruge på din egen side? Ellers kan du jo prøve Google’s søgeordsværktøj, og se om ikke der skulle ligge noget inspiration der.
Google Trends giver billede af variationer
Et andet interessant værktøj når vi taler mere sæsonbetonede søgninger som jul – eller sommer – er Google Trends, hvor du kan se hvor meget der søges på en term over tid. Der er for eksempel ingen tvivl om, hvornår folk søger på “playmobil”
Som det ses, er der temmelig mange søgninger i de sidste måneder af året, mens der i de resterende måneder stort set ikke søges, sammenlignet med de sidste måneder. Prøv selv Google Trends.
Lav dine julesider
Når du nu har fundet ud af hvilke søgetermer du gerne vil findes på til jul, så gælder det jo om at få puttet noget indhold på, som ikke nødvendigvis ligger på forsiden. Værktøjet du kan bruge er kampagnesider. Det er sider, som ikke nødvendigvis er tilgængelige fra den normale navigation på siden. Det vil sige, at du ikke behøver have et link ved siden af dine bikinier til kalendergaver.
Jamen – Er det ikke imod Google’s retningslinjer at lave den slags?
Der findes et fænomen der kaldes doorway pages – Det er sider, som oftest ligger på et helt andet domæne, og er overoptimeret til en given søgning. Ideen med doorway pages er, at man viser søgemaskinen denne overoptimerede side, mens almindelige brugere bliver viderestillet til den egentlige side – Det kunne være en webshop.
Det du skal lave, er derimod information pages, eller kampagnesider som jeg plejer at kalde dem. Det er sider som også er optimeret til et givent søgeudtryk, men samtidig også er målrettet brugerne. De er kendetegnet ved at ligge på samme domæne, have navigation og ikke mindst samme design som alle andre sider på hjemmesiden.
Opskriften på en god juleside
Nu står der juleside – Det kunne lige så godt være en påskeside, sommerside eller flæskeside. Uanset hvad du forsøger at optimere din side til, så kan du bruge nedenstående retningslinjer til at lave din kampagneside.
- Skriv en god meta title til din side – Det primære søgeudtryk forrest, og så omkring 70 tegn
- Skriv også en god description – Vigtig for, hvor mange der klikker videre når de ser din side på Google
- Lav en overskrift med søgetermen i
- Skriv en tekst på måske 200-400 tegn, hvor du beskriver hvordan dine produkter kan opfylde behovet som ligger i søgetermen
- Lav nogen gode links til produkter og kategorier på siden
- Lav links fra brødteksten på andre sider på din hjemmeside. Brug søgeudtrykket som ankertekst. Især hvis du ekskluderer siden fra den almindelige navigation er det vigtigt at du opretter links fra teksten rundt omkring.
- Få eksterne links med søgeudtrykket som ankertekst
Følger du ovenstående retningslinjer, skulle der være en rimelig god chance for, at din side vil ligge godt, når folk i sidst i oktober begynder at tænke i julegaver (ja, man tror det er løgn, men nogen starter så tidligt!).
God fornøjelse – Og skulle du få lavet en rigtig god julekampagneside, kan du jo lave et link til den i en kommentar her, så vi andre kan beundre den